Vi var 8 personer, der mødtes foran indgangen til Dyrehaven i Klampenborg søndag den 6. april, da bestyrelsen endnu engang havde arrangeret et event for klubbens medlemmer og deres venner. Denne gang var det en vandretur på knap 18 km fra Klampenborg til Farum og det blev en rigtig hyggelig afslutning på weekenden, da både nye som gamle medlemmer mødte op til fysisk udfoldelse gennem skov, forbi søer og hen over bakket terræn på en god del af strækningen. 

Med afgang fra Klampenborg kl. 11 tog vi alle af sted med madpakke og drikkelse pakket ned i dagsrygsækkene. Med på turen var også FFK's pt. yngste medlem på 4 mdr., som nød hele turen fra sin barnevogn. Vejret var perfekt til vandring: Lidt overskyet men mildt og ikke meget vind, så vi kunne ikke klage.

Turen gik gennem Dyrehaven og fra Dyrehaven kom vi til Ordrup Krat, videre til Ermelunden og forbi Lyngby lokalstation. Herfra passerede vi Mølledam, Sorgenfri Slotspark og derefter Lyngby Sø. Fra Lyngby Sø gik vi langs Mølleåen og kom til Frederiksdal, hvorfra vi til sidst gik langs Furesøen (Furesø Bad), Farum Sø og til sidst nåede vi Farum station.

Størstedelen af flokken var ude af vandreform, så turen blev en udfordring på både godt og ondt. Starten var blid med forholdsvist fladt terræn, så denne del kom vi hurtigt igennem med en kilometertid på 6 km i timen. De rigtige udfordringer kom først på den sidste del af strækningen, hvor vi gik inde i Nørreskoven langs Furesøen på skråt og meget kuperet terræn. Her kom især barnevognen på afveje, men også enkelte af os måtte gå på cykelruten, da ruten helt nede ved søen blev for udfordrende for især knæ og ben. Undervejs på hele turen løb vores helt egen fotograf ofte i forvejen for at fange os i det helt rigtige "Kodak-moment" hen over stok og sten, hvilket billederne fint dokumenterer.

Alt i alt blev der gået knap 18 km på 4,5 timer inkl. frokostpause og en kort kaffepause. Der blev sludret en del undervejs og det vil da være usandt at sige, at turen var nem at gennemføre. Når det gik lidt for meget opad, blev der indimellem prustet lidt og kropsvarmen steg da også i takt med det noget brogede terræn, vi skulle igennem. Men det var helt sikkert en dejlig dag i godt selskab. Tak til Gil, Kenneth, Dennis, Anne, Eric, Lisbeth og Anja for positivt fremmøde.