Takket være Gil kunne FFK´erne sammen boltre sig i forskellige gratis film. Ikke at Gil ligefrem stod for Zulu Sommerbio generelt, men vi kan takke ham for at tage initiativet til at samle flokken omkring helt almindelig afslappet hygge. Jeg kan i hvert fald på mine vegne sige at jeg har nydt at hygge med de mennesker, som dukkede op. 

Blandt de film, som blev taget initiativ til at se, kan der nævnes Drive, The Descendants, Midnight in Paris og Extremely Loud & Incredibly Close, med lokalitet lidt forskellige steder i Københavns parker. Det er skønt at se film udendørs, det er en anderledes oplevelse end at sidde hjemme i sofaen.  

 

Vi er nok mange, som godt kan lide at flade ud til en film, så hvorfor ikke gøre det sammen med en masse andre? Stemningen er i top og Zulu sommerbio gør i hvert fald sit, så vi får en god oplevelse. Dette udspiller sig bl.a. i konkurrencen om at få de fede pladser med sækkestole og gratis forfriskninger. Ydereligere er der for alle gratis kaffe i forskellige afskygninger, gratis smagsprøver på snacks og alkohol og muligheden for at købe popkorn og slik. 

Flere af de seje outdoor mennesker, her kan fx nævnes Kenneth, Karen, Gil og Jesper, havde selvfølgelig taget smarte oppustelige siddefaciliteter med, købt i diverse friluftsforretninger, så de havde en dejlig siddeplads, mens vi andre måtte døje med lidt ondt i ryggen/røven, da man kun sidder på tæpper uden rygstøtte under filmen. Det er altså en god idé lige at sørge for behagelige sidefaciliteter, og varmt tøj, da det bliver køligt om aftenen. 

Jeg håber vi næste år kan nyde en masse film og skøn hygge sammen igen og at endnu flere har lyst til at deltage! Der er i hvert fald rig mulighed for at tage initiativ til dette event, og det tager ikke lang tid at forberede.